Scouting og rekruttering
Scouting og rekruttering
FC THY Piger står 100 % inde for, at "fiskeri" - altså henvendelse direkte fra en person i FC THY Piger til en spiller/forældre i en klub uden for holdsamarbejdet, ikke finder sted. Vores holdning er også, at piger sagtens kan udvikle sig i deres egne klubber, og vi mener ikke, at det er nødvendigt at søge større udfordringer i FC THY Piger før tidligst omkring U15 alderen..
FC THY Piger har et stort kendskab til piger fra U10 - U13 gennem vore "Teknik- og Kompetencecenter", hvor vi også tydeligt har nedfældet, at vi ikke står i direkte kontakt med pigerne (fra klubber udenfor holdsamarbejdet) på centeret, men al kommunikation går gennem klub/træner i hjemklubberne.
Klubskifter bør ikke finde sted senere end tre uger før sæsonstart (respekt for den afgivende klub), og et klubskifte bør altid overvejes, hvis det giver længere transporttid end en time hver vej.
Hvis vi får en henvendelse fra en spiller/forældre fra en anden klub, hvor de viser interesse for at prøve deres talent af hos FC THY Piger, skal formanden/talentudviklingsansvarlige for FC THY Piger kontakte ledelsen i den afgivne klub, inden der sættes gang i aktiviteter under FC THY Piger.
FC THY Piger har beskrevet procedure ved et eventuelt klubskifte sådan:
- Formand/talentchef for holdsamarbejdet (FC THY Piger) kontakter ledelsen/talentansvarlige i den afgivende klub. Dette er en orientering om, at vi har fulgt en af deres piger, og at vi ønsker at kontakte pigens forældre med henblik på i første omgang en prøvetræningsperiode og på sigt et et eventuelt klubskifte. Vi foretrækker, at denne kontakt er telefonisk, så der er mulighed for en positiv dialog.
- Talentchefen kontakter herefter pigens forældre. Vi mener, at den første kontakt er meget vigtig, så vi vil altid kontakte pigens forældre først.
- FC THY Piger vil gerne tilbyde en periode med prøvetræning (3-5 uger). I slutningen af denne periode holdes et møde mellem pige, pigens forældre, talentchefen, Head of Coaching og cheftræneren. Hvis det er nødvendigt, kan der indkaldes yderligere ressourcepersoner. På mødet drøftes følgende punkter:
* Pigens nuværende niveau - tekniske, taktiske, fysiske, mentale og sociale faktorer.
* Plan for pigens udvikling i FC THY Piger på kort sigt/to-årig periode.
* Løbende feedback på pigens udvikling i FC THY Piger.
* Gennemgang af plan over træningsmængden de næste to år.
* Hvordan klarer vi udfordringerne med transport, skolegang og lektier?
* FC THY Piger udarbejder talentbeskrivelse og udviklingsplan inden for den første måned.
* Evaluering af klubskiftet efter 6 måneder med spiller og forældre.
- Talentchefen orienterer den afgivende klubs ledelse om klubskiftet og de aftaler, der er lavet med pigen og pigens forældre. Denne samtale er vigtig, fordi vi gerne vi være på god fod med klubberne i området, og det er mindst ligeså vigtigt, at pigen er velkommen tilbage, hvis hun af den ene eller den anden grund ikke slår til i FC THY Piger.
- Den kontingentansvarlige i FC THY Piger anmoder den afgivende klub om pigens spilletilladelse.
Denne procedure skal følges i hvert eneste tilfælde. Det accepteres under ingen omstændigheder, at der kommunikeres på de sociale medier med spillere uden for FC THY Piger.