Menu

U15-pige udtaget til DBU

image
FC THY Piger
28. oktober 2019 kl. 22:05
Efter en bobbel-træning er Anna Frank Mitchell udtaget til DBU U15-talenttruppen

Anna prøvede kræfter med DBU-træningerne allerede sidste år, men måtte dengang erkende, at der var andre, som blev valgt til. Men vedholdenhed og seriøs træning mod et mål om at kunne være med blandt de dygtigste på årgang 2005, har nu båret frugt.

I september var Anna Frank Mitchell inviteret med til en såkaldt bobbel-træning i Vildbjerg. I alt 22 spillere deltog. De havde tidligere har været inde omkring DBU, men af den ene eller anden årsag var de ikke gået videre. Ud af de 22 gjorde to spillere det så godt, at de blev udtaget til den følgende samling i DBU U15 truppen. En af de to piger var Anna Frank Mitchell fra FC Thy Piger.

 

Den seneste samling har Anna så netop været afsted til, og hun fortæller, at det var lige så udfordrende, som hun havde forventet:

- Niveauet var højt, og det var fedt, at være med. Vi trænede især forsvars-/angrebstræning, så det var lige en træning for mig. Jeg havde en god fornemmelse bagefter og uanset, hvad der sker videre, så var det fedt at opnå det, der har været et fodbold-mål for mig det seneste år, siger Anna.

 

FC THY træner Sanne Mortensen, der har Anna på U16-holdet, kalder det fuldt fortjent, at den unge FC THY pige har spillet sig på en plads i U15-truppen:

- Tidligere var Anna en spiller, der blev kastet lidt rundt i kampene, da hun er en meget fleksibel spiller, som kan lukke alle pladser. Men efter Vildbjerg Cup i sommer, blev vi enige om at finde en plads, hvor hun kan udvikle sig. Og det må man sige, hun har gjort i midterforsvaret. Her kan vi udnytte hendes hurtighed, overblik og store forståelse for spillet. Så det er fuldt fortjent, at hun har nået et af sine mål, siger Sanne Mortensen.

 

Næste mål for Anna er at komme med til den næste to-dages samling med U15, som er sidst i november.

 

 

 

 

 

Luk