Menu

Søndags-sprint i FC Thy Piger

image
25. februar 2019 kl. 20:11
Hurtighed og løbeteknik var i fokus da FC Thy Piger fik inspiration udefra af en løbetræner

 

Der blev sprintet igennem og arbejdet med både løbeteknik og løbestil da omkring 65 FC Thy Piger søndag var samlet til træningsweekend forud for forårssæsonen.

 

Træner på dagen var løbecoach Peter Liljensten fra København. Han har en baggrund i atletikkens verden, men arbejder nu meget med at træne børne- og ungdomsspillere i en række sjællandske fodboldklubber og var inviteret til Thy for at dele ud af sin viden.

 

- Det handler om at arbejde med smidighed, arbejde med sin løbeteknik for i sidste ende at optimere sin løbestil, så du bliver i stand til at minimere de bevægelser, der bremser din fremdrift i kroppen under løb, forklarede Peter Liljensten under et oplæg som piger, trænere og forældre fik, inden turen gik ud på banen for at prøve øvelserne og teknikken af i praksis.

Efter oplægget og fælles frokost for både piger og forældre fulgte godt halvanden times intens træning på kunstbanen i Koldby. Her blev teorierne vist og afprøvet i tre hold, hvor U13 og U14 øvede hver for sig, mens U15 og U18-spillerne var sammen i en gruppe. Alle kom gennem de forskellige øvelser, der gennem ihærdig træning og vedvarende fokus kan gøre pigerne hurtigere på banen.

 

- Det med at blive bedre og dygtigere handler om at arbejde med sig selv og selv have viljen til at ville forsøge at blive bedre. Det har vi fået et indblik i i dag, sagde formand Bent Andersen, ovenpå dagen, hvor FC Thy Piger fik fyldt på inspirationskontoen.

 

Dagen med Peter Liljensten lod sig gøre med midler fra de 100.000 kroner som FC Thy Piger vandt med Danskernes Idrætspris. Tidligere på året havde forældre i klubben under et forældremøde haft mulighed for at komme med forslag og ideer til initiativer til gavn for pigerne og deres fodbold og et gennemgående ønske var at hente inspiration udefra til både trænere og piger.

 

 

 

  

 

 

 

Luk