Menu

Ny Head of Coaching

image Fra venstre: Bent Andersen, Talentchef FC THY Piger og Jacob "Bean" Jensen, ny Head of Coaching FC THY Piger
FC THY Piger
22. oktober 2024 kl. 17:30

 

Det bliver et glædeligt velkommen tilbage til FC THY Piger med ansættelse af Jacob ”Bean” Jensen som ny Head of Coaching (HOC) pr. 1.11.2024.

Jacob er et kendt og respekteret ansigt i Thy. Jacob har tidligere haft flere forskellige træneropgaver i FC THY Piger, og i perioden fra 2020 til sommeren 2023 var Jacob også klubbens første HOC. Det betyder, at Jacob har et stort kendskab til den sportslige organisation, og han har som HOC været med i udviklingen af det talentmiljø, som i dag kendetegner FC THY Piger.

Fra sommeren 2023 til i dag har Jacob været på en ”fodboldrejse”, som er gået rundt om Kolding IF og AaB Pigefodbold.

Stillingen som HOC i FC THY Piger blev ledig i slutningen af september, da vi efter gensidig aftale med Kian Røn blev enige om at afbryde samarbejdet. FC THY Piger vil gerne i den forbindelse sige tak til Kian for hans indsats i Thy, og vi ønsker Kian held og lykke i fremtiden.

 

Når en dør lukkes, så åbner der sig nye døre. Der skulle derfor ikke bruges mange samtaler mellem Jacob og FC THY Piger til at finde ud af, at ”gammel kærlighed ikke ruster så let”. Dette var heldigvis gensidigt. Vi ville gerne have Jacob tilbage som HOC, og Jacob ville gerne tilbage til Thy, både hvad angår arbejde og fodbold. Derfor skal der også lyde en stor tak til vores hovedsponsor, Skyum Idrætsefterskole, fordi det hurtigt er lykkedes at ansætte Jacob i en deltidsstilling på skolen samtidig med en halvtidsansættelse som Head of Coaching i FC THY Piger.
Det vil sige, at man roligt kan sige, at Jacob vender tilbage til rødderne.

FC THY Piger ser frem til samarbejdet, og vi er sikre på, at Jacob med sit indgående kendskab til vores talentudviklingsmiljø kan være med til at indfri vores drømme om 2 stjerner, når der i foråret 2025 skal uddeles ny licens for perioden 2025 – 27.

 


I forbindelse med ansættelsen udtaler vores nye HOC:

"Det er med en stor portion stolthed og den helt rigtige mavefornemmelse, at jeg har takket ja til at komme tilbage i min gamle rolle som Head of Coaching i FC Thy Piger. Da FC Thy Piger henvendte sig, var det meget let at sige ja. Udover hele træningsmiljøet, området og klubbens dygtige trænere, så tiltaler det mig rigtig meget, at jeg ved, at jeg kommer tilbage til et sted, hvor der er styr på organisationen. Tak for tilliden - FC Thy Piger. Vi ses på banerne".

 


FC THY Piger
FOR FÆLLESSKAB – FOR UDVIKLING – FOR THY

 

 

 

 

 

 

Luk