Julegave fra Thisted Kommune
Alle drømmer om julegaver - ikke alle får dem opfyldt
I FC THY Piger drømmer vi også om julegaver. Det er så moderne, at man skriver en ønskeseddel.
Det gjorde vi også i FC THY Piger.
Vi ønskede os støtte til vores tiltag om en Børneudviklingstræner, som fremadrettet skal arbejde sammen med DBU - En Del af Noget Større om at skabe endnu bedre børneudviklingsmiljøer i alle fodboldklubber i THY.
Vi afleverede vores "ønskeseddel" i form af en ansøgning til Børne- og Familieudvalget i Thisted Kommune.
Nogen gange får man ikke sine ønsker opfyldt - andre gange får man netop det, man ønsker sig aller mest.
I vores tilfælde fik vi nøjagtig det, vi ønskede os.
Herfra skal lyde en kæmpe stor TAK til Thisted Kommune´s Børne- Familieudvalg, som har besluttet at give 175.000 kr til FC THY Pigers udviklingsprojekt, som løber over de næste tre år.
Tak for at være fremsynet. Tak for at tænke anderledes. FC THY Piger skal efter bedste evne forsøge at leve op til tilliden.
Dette bliver epokegørende.
Et samarbejde mellem Thisted Kommune, DBU - En Del af Noget Større og FC THY Piger som licensklub, som sammen vil være med til at støtte børnefodbolden i et lokalt område.
Vi glæder os til samarbejdet.
Glædelig jul og godt nytår.
Bent Andersen, formand for FC THY Piger