Fra Bornholm til Thy for fodbolden
Emma Dunker Lodberg netop skiftet Bornholm ud med Thy. Det gør hun, fordi hun vil spille fodbold på højeste niveau. I weekenden fik hun debut på FC Thy-Skyum U18DM-hold i sæsonpremieren på hjemmebane mod BSF.
Alt er nyt. Som i helt nyt. Hun havde faktisk kun været i Jylland én gang i sit liv inden hun for omkring halvanden måned siden tog til prøvetræning i FC Thy Piger.
Siden er det gået stærkt. Beslutningen blev taget og adressen er nu flyttet til Thisted:
- Prøvetræningen var god. Pigerne var søde og imødekommende og jeg talte også med en fra 1. divisionsdamerne. Hun virkede som om, det var et af de bedste valg i hendes liv at spille her, og jeg kan lide tanken og målet om at første division venter forude, siger den 17-årige Emma Dunker Lodberg om sine overvejelser om at flytte til den anden ende af landet for sin sport.
Emma Dunker Lodberg har spillet fodbold siden hun kunne gå, fortæller hun.
I 2015/2016 havde hun et år i Brøndby, da hun tog 9. klasse på Brøndby Idrætsefterskole.
Senest har hun spillet med U18-drengene i Knudsgaard, men som 17-årig pigespiller begyndte udviklingsmulighederne på føde-øen at forsvinde:
- Fodbold-løbet var lidt kørt for mig på Bornholm. Jeg kunne ikke komme med til Sjælland og spille elite længere, som jeg havde gjort hver anden uge. Jeg var blevet for gammel. Tilbage var kun at spille hyggebold på Bornholm. Det var jeg ikke parat til endnu. Jeg har brug for at give fodbolden en chance og se, hvor langt jeg kan komme. Jeg vil jo gerne helt til tops, siger Emma.
På FC Thy-Skyum U18vDM-holdet er chef-træner Jakob Jensen glad for sin nye forsvarsspiller:
- Hun er en venstrebenet midterforsvar, som også kan dække venstre back. Jeg ser meget frem til at arbejde med Emma. Hun er en fysisk god spiller, som kan blive rigtig, rigtig dygtig, siger Jakob Jensen forud for sæsonpræmieren på hjemmebane.
Det er første sæson i DM-rækken for U18-mandskabet i FC Thy-Skyum. Klubben har i tre år arbejdet for at få et hold med i landets bedste pige-række. Om forventningerne til den kommende sæson siger formand i FC Thy Piger, Bent Andersen:
- Vi glæder os. Vi er meget spændte og vi ved udmærket, at vi vil blive udfordret i hver eneste kamp. Men vi vil gå på banen hver gang, med en plan om point. Alle vores modstandere kan regne med, at vi vil kæmpe til sidste fløjt. De vil møde vestenvinden fra Thy, lover formanden.
Bent Andersen er godt tilfreds med, at strategien om at skulle tiltrække talenter til truppen allerede er igang forud for første DM sæson:
- Da vi for halvandet år siden lavede et samarbejde med Skyum Idrætsefterskole, var det håbet, at vi kunne tiltrække nye spillere til FC Thy Piger gennem et efterskoleophold på Skyum. Til sæsonpremieren mod BSF er der to piger i truppen, som skal gå på efterskolen i år. Men at vi allerde det første år, hvor vi har licens og skal spille U18DM rækken, formår at tiltrække en spiller udefra overgår vores vildeste forventninger. Men det fortæller mig vi har gang i det rigtige set-up, siger Bent Andersen
Forude venter en sæson med masser af træning og fodbold. Emma Dunker Lodberg glæder sig rigtigt meget til at komme igang:
- Det er en hård række, så jeg forventer, at vi udvikler os og arbejder sammen som et hold. Gør vi det så vinder vi - måske nok ikke alt, men vi taber heller ikke det hele, siger hun.
Ud over debut denne weekend på U18DM så har ugen også budt på skoledebut for den unge bornholmer. Hun er begyndt på HF på Thisted Gymnasium.
For yderligere info kontakt:
Formand, FC Thy Piger, Bent Andersen, mobil: 30304717
Cheftræner U18DM, Jakob Jensen, mobil: 22830784