Menu

Fodbold og fællesskab i Italien

image
FC THY Piger
24. oktober 2019 kl. 23:40

 

Fodbold og fællesskab i Italien

I alt 120 FC THY Piger, trænere og holdledere plus en del forældre brugte efterårsferien under varmere himmelstrøg til Verona Cup i Italien.

 

Alle var indkvarteret på den store campingplads Bella Italia i det smukke landskab ved Gardasøens bred, og selvom det selvfølgelig handlede om at få snøret fodboldstøvlerne på de syv pigehold fra U13 til U16, som var afsted, så blev der både tid til en badetur i søen, spil og hyggeligt samvær i lejlighederne. Opbygning og styrkelse af det sociale sammenhold på holdene er nemlig langt det vigtigste mål med efterårsturene i FC THY Piger.


Peter Beckmann er træner for U13 pigerne, som er yngste årgang i FC THY Piger og de var 22 piger afsted. Som de andre hold boede U13-pigerne i lejligheder med seks i hver. De skulle selv holde orden og stå for frokost og der er topkarakter til spillerne for, hvordan de klarede opgaven:
- Det er altid spændende, når man skal afsted med sådan en flok 12-13-årige piger, men det var skønt at se, hvordan de blandede sig på kryds og tværs. Der var flere som var afsted for første gang uden mor og far, og det gik superfint. Socialt var det en super, super tur, fortæller Peter Bechmann og fortsætter grinende:
- Vi lagde vægt på, de selv skulle stå for lejlighederne og på et tidspunkt blev der så meget rod, at de helt af sig selv begyndte at rydde op, og jeg mener vi fik alt med hjem igen.

 

Det er langt fra første gang FC THY Piger bruger efterårsferien på at spille fodbold.

Tidligere år er turen gået til Göteborg i Sverige, Oldenburg i Tyskland og sidste år Wolfsburg – også Tyskland - hvor landsholdets anfører Pernille Harder spiller professionel fodbold og tog sig tid til at mødes med Thy-pigerne under deres ophold.

Kenneth Jørgensen, der er træner på U16 har været med på alle efterårsturene og han oplevede også denne gang, at det giver en masse at være afsted sammen som hold:

Det skaber venskaber, bygger broer og giver et helt unikt sammenhold på tværs af alt i FC THY Piger, fortæller han ovenpå årets Italien-rejse.

Ud over masser af oplevelser og sjovt samvær kom der også hele syv pokaler med hjem til trofæ-rækken.

U13.2 spillede sig til en 1. plads med 2-0 sejr i finalen over Nørrebro United.

U13.1 blev nr. 3 med sejr i bronzekampen over Nørrebro United 2.

U14.1 fik en sølvmedalje efter et nederlag i straffesparksafgørelse i A-finalen mod Mejrup (1-1 i ordinær spilletid).

U14.2 fik guld i B-finalen med en 5-0 sejr over Bjerringbro.

U15.1 vandt sølv i deres B-finale med et 0-5 nederlag til Mejrup.

U15.2 fik sølv, da de måtte se sig slået i A-finalen mod Lynge-Broby på straffespark til.

U16 drog også hjem med sølv og en 2. plads efter de tabte 2-0 i A-finalen mod Mejrup.

 

Ingen af de to FC THY Piger trænere er dog specielt imponeret over det sportslige niveau i den italienske Cup.
- Det er ikke derfor, man skal tage busturen på de 22 timer, siger Peter Bechmann:
- Sportsligt synes jeg ikke, det var så fantastisk, der var eksempelvis kun en enkelt pulje på hver årgang og ikke mange hold i puljerne, så på de årgange, hvor vi havde to hold med, der kom vi jo til at mødes med egne holdkammerater, men det klarede pigerne også rigtig fint, siger træneren.

 

 

Tryk her for at gå til siden med billeder og spillerkommentarer fra turen til Verona

 

 

 

 

 

 

 

Luk