FC THY – Thisted Q skriver kontrakt med U16 landsholdsspiller
FC THY – Thisted Q skriver kontrakt med U16 landsholdsspiller
FC THY – Thisted Q har pr. 1. januar 2022 skrevet kontrakt med den 15-årige Frida Nautrup fra FC THY Piger.
Frida er egentlig kun U16-spiller, men hun har hele efteråret spillet fast på vores U18DM hold. Frida har kun været i FC Thy Pigers Akademi siden sommeren 2020, hvor hun kom til klubben fra FC Salling. Tidligere har Frida også spillet i Højslev St. IF og Tjørring IF.
Selvom Frida er den yngste kontraktspiller i FC THY - Thisted Q´s historie, så har hun allerede vist sit store udviklingspotentiale. Frida har været en fast del af DBU U14 Talent og DBU U15 Talent, og hun har i indeværende sæson spillet samtlige U16 landskampe – flere af dem som anfører.
Planen er, at Frida skal starte på Skyum Idrætsefterskole, som er en af vores stærke samarbejdspartnere, efter sommerferien for derefter at flytte til Thisted i forbindelse med opstart sommeren 2023 på ungdomsuddannelsen. Der er lavet en udviklingsplan for Frida, hvor hun gradvist træner mere og mere med vores Kvindeligahold i Gjensidige Kvindeliga.
Sportschef i FC Thy - Thisted Q Per Nørgaard udtaler:
”Frida har siden sin ankomst for halvandet år siden til vores ungdomsmiljø bevist, at hun er et ekstraordinært stort talent, og det har DBU selvfølgelig også set, da hun aktuel er U16 landsholdsspiller
Denne kontrakt er for at sikre Frida ro til at kunne fokusere på sin uddannelse, fodboldudvikling sammenholdt med resten af den menneskelige fodboldpakke, som kræves for at være i god balance.
Vi er meget stolte af, at Frida og hendes forældre giver os den tillid, at de tror på, at vi sammen kan fortsætte den karriere Frida er i gang med at skabe for fremtiden.
Vi glæder os til at fortsætte udviklingen og samarbejdet med Frida”.
Talentchef i FC THY Piger, Bent Andersen, udtaler i forbindelse med kontrakten:
”Det er med stolthed, at FC THY Piger har været med til at hjælpe en ung talentfuld spiller til en kontrakt i FC THY – Thisted Q.
Der er ingen tvivl om, at Frida har alle muligheder for at nå rigtig langt i hendes fodboldkarriere. Med denne kontrakt sender vi et tydeligt signal om, at vi vil de unge spillere.
Vi vil meget gerne nå frem til, at FC THY – Thisted Q hvert år skrive mindst én kontrakt med en ung spiller fra FC THY Piger´s Akademi. FC THY Piger ønsker både Frida og FC THY – Thisted Q tillykke med kontrakten”.
Frida Nautrup:
”Jeg er glad for at havde fået denne mulighed, da jeg er rigtig glad for at være i FC Thy Piger og FC Thy - Thisted Q.
Jeg har store ambitioner med fodbolden, og jeg er stadig under udvikling, men jeg glæder mig til at lade det fortsætte her i FC Thy-Thisted Q.
Der er et stærkt fællesskab mellem spillere og trænere, hvilket gør, at jeg føler mig godt tilpas her i klubben.
Jeg trives, hvilket er det vigtigste for mig og min udvikling”.