FC THY Piger ændrer i den sportslige ledelse
FC THY Piger har pr. 15. april 2024 ændret i den Sportslige ledelse.
FC THY Pigers talentudviklingsmiljø er inde i en rivende udvikling.
Flere piger spiller fodbold i FC THY Piger, flere dygtige piger repræsenterer FC THY Piger på Danmarks U19 landshold, U17 landshold, U16 landshold samt på DBU´s U15 og U14 Talentcentre.
Midt i denne udvikling har vores Børneudviklingstræner gennem de sidste godt to år, Tom Klausen, fået nyt fuldtidsjob ved Thisted Kommune, så han ikke længere kan varetage hans halvtidsansættelse som Børneudviklingstræner i FC THY Piger. Vi vil gerne fra klubbens side sige tak til Tom, for hans store engagement. Vi håber løbende at kunne trække på dine kompetencer.
Den sportslige ledelse har arbejdet med den nye situation, og den har besluttet at ændre på nogle funktioner. Det betyder, at Leo Damsgaard, som har været ansat som Head of Coaching, bliver ny Børne- og ungdomsudviklingstræner.
Ny Børne- og ungdomsudviklingstræner Leo Damsgaard
Det betyder også, at vi har brugt noget tid på at finde den helt rigtige profil som ny Head of Coaching. Vi har haft gode samtaler med flere kompetente emner. Men vi er sikre på, at vi med ansættelse af Kian Røn har fundet den rigtige profil. Kian kommer fra en tilsvarende stilling i Varde IF, hvor han har været med til at optimere deres talentudviklingsmiljø. Vi glæder os til samarbejdet, som starter dags dato.
Ny Head of Coaching Kian Røn
Vi har fået en udtalelse af vores nye Head of Coaching: "Efter en del gode snakke med klubben, glæder jeg mig til at starte op, og havde fra de indledende samtaler en rigtig god mavefornemmelse. Klubben har et godt fundament, hvor mange af de overordnede ting giver et solidt fundament, for at kunne udvikle klubben yderligere. Jeg tror på at vi i fællesskab kan flytte klubben yderligere i en positiv retning og forbedre talentmiljøet i klubben, til gavn for spillerne, klubben i sin helhed og trænerne. Det glæder jeg mig til at tage hul på i samarbejde med de øvrige folk i klubben".
Vi har ligeledes fået en udtalelse fra Talentchef, Bent Andersen: ”Jeg vil først og fremmest sige tak til Tom og Leo for deres indsats. Held og lykke med dine nye udfordringer, Tom. Jeg glæder mig til at samarbejde med Leo, som ny Børneudviklingstræner. Det skal nok blive godt. Et stort velkommen til Kian. Vi glæder os til din inspiration ”ude fra den store verden”, vi glæder os til dine nye øje på vores fantastiske projekt og vi glæder os til at se hvor langt vi kan udvikle vores talentudviklingsmiljø. Vi har stadigvæk en ambition om at blive 2 stjernet licensklub, når der i 2025 skal uddeles nye licenser. Det bliver udfordrende men sammen skal vi række ud efter stjernerne”.
I løbet af de næste tre uger vil vi løbende præsentere trænerne på de forskellige årgange.
Hvis der er spørgsmål i forbindelse med ændringerne i den sportslige ledelse, kan man kontakte:
Talentchef, Bent Andersen, mobil: 30304717
eller
Head of Coaching, Kian Røn, mobil: 60698215
eller
Børne- og ungdomsudviklingstræner, Leo Damsgaard mobil: 23244490