Fanzone succes for fodbold-pigerne fra Thy
Det var ikke kun for dem på jagt efter autografer, at fredagens fanzone-arrangement på Lerpytter var en succes. Også for de deltagende damespillere, som gerne vil vise, hvor stor pris de sætter på den store opbakning til hjemmekampene, var mødet med den helt unge generation af fodboldpiger en dejlig oplevelse. Der blev nemlig ikke alene skrevet autografer, men også taget selfies og snakket fodbold ovenpå kampen mod mandskabet fra Fortuna Hjørring. En kamp der endte 0-3 til gæsterne fra det nordjyske.
FanZonen er et nyt initiativ, hvor spillere fra FC Thy - Thisted Q stiller op i “FanZonen” ved hver af de sidste fire hjemmekampe i foråret. Det foregår lige foran FC Thy - Thisted Q’s udskiftningsbænk og der var godt gang i kuglepennene, da målmand Maja Bay Østergaard, Caroline Kær (nr 2), Caroline Christoffersen (nr 3) og Beate Marcussen (nr. 4) i fredags var de første til at give autografer til de unge fans.
Hver spiller havde 30 autografkort med, og de blev alle signeret og delt ud til de mange, der var mødt op for at møde seniorspillerne. Når FanZonen åbner igen vil de fire næste spillere derfor have 50 kort med hver, så forhåbentlig ingen går forgæves.
Og næste gang er mandag 2. Påskedag kl. 15 mod Brøndby.
Samler du mere end 12 forskellige underskrevne autografkort i løbet af foråret, kan du deltage i en konkurrence, hvor FC Thy - Thisted Q efter den sidste hjemmekamp 11. maj trækker lod om 3 stk. venindepizzaer fra Zana. Hvis du vinder, kan du invitere to fodboldveninder med, som du vil dele pizzaen med, og som en overraskelse dukker der også to spillere fra kvindeliga-holdet op til en aften med pizza og fodboldhygge.
Vel mødt på stadion!