Menu

Afslutning med maner i FC THY Piger

image Titlen som Årets kammerat i FC Thy Piger gik til Signe Gade fra U14 Vest. Signe fik stor ros fra trænerteamet for at være en samlende kraft på tværs af de to U14 hold.
30. juli 2017 kl. 15:09

Traditionen tro har alle årgange i FC THY Piger været samlet for at markere afslutningen på fodboldåret, hvor 122 pige-spillere, har fordelt sig på årgangene U13, U14, U15, U16 og U18.

FC THY Piger er et samarbejde mellem de fem klubber - Thisted FC, Nors BK, Koldby-Hørdum IF, IF Nordthy og Frøstrup Hannes IF og afslutningen markerede en veloverstået fjerde sæson i FC THY Pigers historie.

Med en nylig tildeling af U18 DM licens til klubben, så var der i år noget ekstra at fejre:

- Licensen betyder, at vi fra den kommende sæson skal spille i den landsdækkende U18 DM række sammen med 11 andre klubber. Det bliver en kæmpe udfordring, som vi glæder os til.  Med licensen følger en støtte på 110.000 kr fra DBU, som skal bruges til at højne vores talentudviklings miljø endnu mere, lød det blandt andet fra formand Bent Andersen, der har stået i spidsen for både etableringen af FC Thy Piger og ansøgningen om licens til at spille på højeste niveau.

Eftermiddagen bød først på kaffe, kage, taler og årets kåringer.

Hovedprisen og titlen som Årets Spiller i FC Thy Piger gik i år til Ellen Frank Mitchell, der spiller på U15 Vest.

Det er fjerde gang vandrepokalen uddeles og den går hvert år til en spiller, der har et talent ud over det sædvanlige. Om valget af Ellen lød det blandt andet fra træner Kenneth Jørgensen:

- Hun er en kampafgørende spiller med en imponerende teknisk kunnen. Hun er seriøs med sin fodbold og møder smilende op til træning og er altid klar til at lære nyt. Hun kan lave de spektakulære ting og er samtidig god til at gøre andre gode, og så har hun et helt særligt overblik på banen.

14-årige Ellen Frank Mitchell kommer fra Koldby-Hørdum IF og begyndte fodboldkarrieren der i en alder af fem år. Hun er netop udtaget til DBU’s U15 talent-trup og er dermed blandt de 50 dygtigste spillere på årgang 2003 i hele landet.

Ellen er den tredje pigespiller fra KHIF, som snupper den fornemme titel som Årets FC Thy Pigespiller ud af de fire gange, prisen har været uddelt.

Det er stort for mig at få den anerkendelse i klubben, og jeg er virkelig glad for den. Jeg drømmer om at komme på A-landsholdet og at få den her pris bekræfter mig i, at alle de timer jeg bruger på min sport er det hele værd, siger en stolt Ellen Frank Mitchell.

Titlen som Årets Fighter gik i år til 13-årige Emilie Bak Sloth fra Nors, der spiller på U13 Vest, men samtidig har været med på U-14 Vest i en række vigtige kampe. Hun fik stor ros for altid at give sig 110 procent på banen.

Der uddeles også hvert år en pris til Årets Kammerat. Den gik i år til Signe Gade fra KHIF. Signe er U14 Vest-spiller. Hun fik af træner-teamet flotte ord med på vejen om sit gode humør og fortræffelige evne til at skabe sammenhold på tværs af de to U14 hold på årgangen.

Udover de tre hovedpriser blev der på hver årgang kåret en Årets Profil.

Den går til en spiller, som på den ene eller den anden måde har markeret sig på holdet. I år blev følgende spillere hædret med den titel:

U13 Vest: Anna Frank Mitchell

U14 Vest: Anna Damsgaard

U14,1: Britt Zefting

U15 Vest: Emma Koustrup

U15,1: Camilla Kær

U16: Mathilde Boesen

U18: Maja Elkjær

Der er flere grunde til, at vi i FC Thy Piger har årlige kåringer. For det første er det en anledning til at hylde nogle piger for deres præstationer gennem det seneste år. For det andet er det vigtigt, at vores piger har noget at stræbe efter, og for det tredje er det en kæmpe motivation for alle vores piger at se, at hårdt arbejde giver resultater, siger formand Bent Andersen om baggrunden for de årlige kåringer.

Næste punkt på aktivitetsplanen i FC Thy Piger er Vildbjerg Cup i august. Her deltager klubben med 107 pigespillere fordelt på fem årgange og otte hold.

Ellen Frank Mitchell fra U15 Vest blev kåret som Årets Spiller i FC Thy Piger ved årets sommerafslutning.

Titlen som Årets kammerat i FC Thy Piger gik til Signe Gade fra U14 Vest. Signe fik stor ros fra trænerteamet for at være en samlende kraft på tværs af de to U14 hold. Privatfoto.

Emilie Bak Sloth fra U13 Vest blev kåret som Årets Fighter. Den unge FC Thy pige har spillet kampe for både U13 og U14 i sæsonen.

 

For yderligere info kontakt formand Bent Andersen, mobil 30304717

Luk